Udvalget af fibre, der væves fastvikler og slynger af, kan synes totalt uoverskueligt. Hvad er forskellen på Chenille og Pima Bomuld? Hvordan laver man garn af mælk, og hvorfor er vicuña så usandsynligt dyrt?
I denne artikel vil jeg give en kort oversigt og forklaring af nogle af de materialer og betegnelser du oftest støder på. Mange forskellige betegnelser dækker over variationer over det samme produkt. Når dén distinktion er på plads, bliver det lidt mere overskueligt at navigere i det store udvalg.
Frøfibre (f.eks. bomuld, kapok)
Viscosetyper (f.eks. bambus, SeaCell)
Trådtyper (f.eks. chenille, bouclé)
Frøfibre
Frøfibre er fibre der er hæftet omkring en plantes frø - frøulden. Tænk på mælkebøtters små "faldskærme". Både bomuld og kapok er frøfibre.
Bomuldstyper
Bomuld er spundet af frøulden fra bomuldsplanten, verdens mest udbredte naturmateriale i tekstiler. Bomuld er slidstærkt, blødt mod kroppen, krøller ikke, har høj sugeevne og er enkelt at indfarve. Bomuld kan ligeledes vaskes ved høje temperaturer.
Bomulds popularitet er ikke svær at forstå, for dets egenskaber giver det mange fordele frem for traditionelle materialer som uld og bastfibre som f.eks. hør. Bomuld er blødere end hør, nemmere at indfarve, billigere at dyrke og lettere at forarbejde. Det krøller ikke, og i modsætning til uld er der nul uldkrads. Det kan vaskes ved høje temperaturer uden fare for at det filter.
Bomuld bruges ofte i vikler og slynger, enten som eneste fiber, eller i blends med andre fibre. Bomuld giver en god neutral base, da dets egenskaber ikke er ekstreme hverken til den ene eller anden side. Det er ikke lige så fast som hør, eller lige så bouncy som uld. Det kræver mindre at gå til end hør, men er samtidig temmeligt slidstærkt.
Der er forskel på bomuld. Bomuld er en af verdens mest dyrkede planter, og det kommer i et utal af kvaliteter. Fra stift og nærmest ru, til smørblødt og luksuriøst.
Der findes flere forskellige bomuldsplanter som dyrkes kommercielt. De vigtigste at kende er Gossypium barbadense og Gossypium hirsutum. G. Hirsutum er den mest almindelige bomuldstype (90% af dyrket bomuld), da planten er mere hårdfør end den lidt sarte, men finere og mere lang-fibrede G. barbadense (5% af dyrket bomuld). De resterende 5% af bomuld der dyrkes, er diverse underarter, bla. Gossypium herbaceum, der bruges til bomuldsfrøolie.
Jo længere fiberene er, jo stærkere, tyndere og glattere tråd kan man spinde af det. Når man taler om "long staples" i bomuld, taler man om længden på fibrene. Der er tale om "long staples" når fibrene er mellem 28.6 - 33.3 mm, og "extra long staples" når fibrene er 34.9mm eller længere. Ud fra denne definition, er langt det meste bomuld fra planten G. barbadense extra long staples.
Egyptian Cotton - er som navnet antyder, bomuld fra Egypten. Egyptisk bomuld er fra bomuldsplanten G. barbadense, og regnes blandt noget af det lækreste bomuld i verden pga. dets ekseptionelt lange fibre med lav diameter.
Pima/Supima Cotton - er ligeledes fra bomuldsplanten G. barbadense, og blev oprindeligt også betegnet som Egyptisk bomuld. Pima bomuld er dog fortrinsvis dyrket i USA. Varebetegnelsen blev officielt ændret 1970erne for at konkurrere med bomuld dyrket i Egypten. Forskellen mellem Egyptisk bomuld og Pima bomuld er blot det - ophavslandet.
Sea Island Cotton - endnu en varebetegnelse for bomuld fra planten G. barbadense, og denne varebetegnelse må kun bruges om bomuld dyrket i det sydøstlige USA, langs kysten.
Mexican cotton/Upland cotton - den mest udbredte bomuldstype i verden, fra bomuldsplanten G. Hirsutum. Bruges ofte til tøj og jeans.
Kapok
Kapok - stammer fra kapoktræet der stammer fra centralamerika. Træet dyrkes for sine bomuldsagtige frøfibre, og kapok kaldes også undertiden "Java Bomuld". Kapokfibrene er meget kortere end bomuldsfibre, og er vanskelige at spinde til en tråd. Fibren er meget luftfyldt og den bruges derfor oftest som fyld og sjældnere som eksotisk bestanddel i trådbladninger. Kapok er meget brændbart, men har nogle enestående hydrofobiske egenskaber. Før i tiden blev kapok brugt som fyld i redningsveste og samme egenskab gør det velegnet til madras- og dynefyld, da husstøvmider ikke kan leve i så fugtfattige omgivelser.
Bastfibre
Bastfibre er fibre der er udvundet af en plantes stængel. Mange af bastfibrene deler egenskaber, som fasthed, kølende egenskaber om sommeren og god absorberingevne. Ofte er tråde af bastfibre mere eller mindre ujævne, og vil derfor tilføje grip til bæreredskabet.
Hør - er fibrene fra stæglerne af hørplanten. Hørplanten er nøjsom og tilpasset det nordeuropæiske klima. Den kræver ikke særlig vanding eller gødning, og er derfor en af de mest klimavenlige naturfibre der findes, især hvis man bor i nordeuropa, da det hverken kræver intensivt landbrug eller lang transport. Meget lidt går til spilde i produktionen; stænglerne bruges til stof, og frøene til linolie og som hørfrø til konsum. De pressede hørfrø fra linolieproduktion bruges til dyrefoder.
Hør er enormt slidstærkt kan tåle høj varme og vask med enzymholdige vaskemidler. Stoffet føles koldt at røre ved, og er ideelt til bæring i varmt vejr. Hør kan være stift fra ny, men bliver smukkere og blødere med brug - hvor hurtigt det sker afhænger i høj grad af kvaliteten på hørren. I en vikle eller slynge vil hør bidrage med fasthed og enorm styrke i forhold til tykkelsen på stoffet. En vikle eller slynge med hør der er gået til vil være smørblød og floppy, og stærk som en okse. En af hørtrådens kendetegn, er at den ofte er ujævn men "slubs" og "nubs". Hørstof kan have en tendens til at krølle og kan få perma-creases hvis man er uheldig; det er derfor en god idé at stryge sit bæreredskab med indhold af hør, så man undgår at det folder på samme sted igen og igen.
Nælde/Ramie - dyrkes hovedsageligt i asien og stammer fra nældeplanten Boehmeria nivea, der er i familie med vores egen brændenælde. Fibrene udvindes fra stænglen, og giver et stof der ikke let krøller, og som er kølende i varmt vejr. Ulig mange andre bastfibre, kræver ramie en kemisk proces for at rense fibren før den kan spindes. Ramie er modstandsdygtigt mod mug og skimmel. Ramie krøller ikke nemt, men hvis det gentagne gange foldes det samme sted, kan det knække. I lighed med hamp er det stærkere vådt, end tørt.
Hamp - fra hampplantens stængler. Hamp er i lighed med hør et meget stærkt og kølende materiale, og i forhold til bæreegenskaber kan de være svære at skelne fra hinanden. Hamp er stærkere vådt end tørt, og har derfor historisk set været meget brugt i reb til skibe. I vikler kræver hamp typisk også en god gang tæsk, før det bliver blødt og lækkert.
Banan - nogle gange omtalt som Abaca, Manila hamp eller Manila - er fibre fra bananplantens bladskeder (ja, det er den tekniske betegnelse! Det er der hvor bladet er fæstet til stammen). Der kan både være tale om bananplanter der er dyrket udelukkende for deres fibre, eller overskud fra produktionen af spisebananer. Der findes forskellige metoder til at udvinde fiberene, og innovationer indenfor bearbejdning har nu gjort det muligt at udnytte affald fra bananproduktionen der før blot gik til spilde. Alt efter hvor fibren er høstet fra, kan bananstof variere fra meget groft til meget fint. Stof af bananfibre deler mange af de sammen egenskaber med de andre bastfibre - det er stærkt, fast og absorberer fugt godt.Typisk vil fibren også være ujævn og derfor tilføje grip til viklen.
Uldtyper
Indenfor tekstilverdenen bruges der flere forskellige dyrehår, bl.a. fra får, alpaca, ged og kanin. Fælles for alle dyrehår er at de er temperaturregulerende og består af proteinet keratin, der kan tage skade af vaskemiddel med enzymer. Alt dyrehår kan deformeres når det er vådt (sov med vådt hår og du forstår hvad jeg mener) så derfor er det vigtigt at lade en vikle med dyrehår af hvilken som helst type, tørre så fladt som muligt så den ikke får stræk, f.eks. fra klemmer på en tørresnor.
Merino - betegnelsen for uld fra får af racen Merino. Denne fårerace er fremavlet gennem århundreder, til at have uld med meget lange fibre og lav diameter. Merinould er kendt for at være meget blødt, med minimalt uldkrads. Derfor er det en favorit i undertøj og babytøj. Og vikler, naturligvis.
Læs mere om vores merino her
Se vores vikler med merinould her
Lambswool - er blot en betegnelse for uld der er klippet af lam der ikke er ældre end 7 måneder. Uld fra lam er som regel blødere end uld fra voksne får, men da Lambswool-betegnelsen kun siger noget om alderen på fåret, og ikke om racen ulden stammer fra, kan man ikke sige meget om blødheden ud fra den betegnelse alene.
Cashmere - er uld fra cashmeregeden. Der bruges kun den fine underuld. I modsætning til uld fra får, inderholder cashmere ikke lanolin, og kan derfor være være et godt valg, hvis man er allergisk overfor fåreuld.
Alpaca - er ulden fra lamaens mindre, mere nuttede fætter, alpacaen. Alpacauld har mange af de samme egenskaber som uld fra får, men er varmere og har mindre uldprik. I lighed med cashmere, indeholder alpaceuld intet lanolin og er derfor velegnet til allergikere.
Baby Alpaca - er, modsat hvad man skulle tro, ikke en betegnelse der handler om dyrets alder. Det handler derimod om finheden af fibren. Baby Alpaca er det fineste uld fra dyret - typisk det der klippes fra brystet.
Vicuña - du har måske set de vilde priser, som vikler med indhold af vicuña sælges for. Det bliver næsten ikke mere eksklusivt. Vicuña er den ekstremt bløde og isolerende underuld fra alpacaens vilde forfader vicuñaen. Vicuñaer var i 1970erne udrydningstruede, men en total fredning har heldigvis øget deres antal. Vicuñaer kan kun klippes hver 3. år, og skal indfanges i naturen. Hver dyr giver kun ca ½ kg uld, der betegnes som den blødeste i verden. Fibrene er ekstremt fine og kan let skades af kemisk behandling; derfor får vicuñauld som regel lov til at beholde sin naturlige brune farve.
Angora - spindes af håret fra angorakaninen. Tråden har en silkeagtig glans.
Mohair - er håret fra Angorageden (ikke at forveksle med angorakaninen) Mohair er en smuk skinnende luksusfiber, der, når man ser på den under mikroskop, er meget glat i overfladen. Den blandes derfor ofte med andre fibre, for at tråden har sammenhængskraft.
Yak - man ser af og til yakuld i vikler. Det er en blød luksuriøs fiber fra yakoksens underuld, og kan sammenlignes med cashmere. Yakuld kan dog have en kraftig lugt ("våd ged") når det er vådt.
Silketyper
Silke fremstilles af silkeormens kokon. Der findes et utal af betegnelser for silke, men den vigtigste distinktion når det kommer til at vurdere en silkes bæreegenskaber er, om der er tale om spolet eller spundet silke.
Begge har de fantastiske temperaturregulerende egenskaber som silke har, og begge skal vaskes med enzymfrit vaskemiddel. Al silke uanset type svækkes i våd tilstand - behandl derfor en våd silkevikle med forsiktighed, og vrid den aldrig.
Spolet silke (reeled silk) er lavet af en kontinuerlig lang tråd, trukket fra silkelarvens kokon. Spolet silke kan kun fremstilles ved at aflive møllet, mens det stadig er i puppen. Spolet silke er den helt glatte, klassiske skinnende silke vi kender fra brudekjoler. Spolet silke er meget fast, glat, meget blankt og uden bounce. Spolet silke har næsten eller ingen duft.
Spundet silke er kortere, brudte silketråde, der er spundet sammen. Spundet silke fremstilles af brudte pupper, og af rester fra produktionen af spolet silke. Spundet silke er nubret, ujævn og med masser af karakter. Spundet silke er, lige modsat spolet silke, mat (evt. med let shine), bouncy og grippy. Når du har at gøre med spundet silke vil du ofte også bemærke silkens distinkte duft. Duften stammer fra silkeormens lim, og er stærkere når silken er fugtig.
Og det bringer os til de typiske betegnelser, som ofte ikke er meget hjælp, når det kommer til at bedømme en vikles bæreegenskaber ud fra navn alene. Se i stedet på silkens struktur.
Morbærsilke (Bombyx mori) - er silke fra silkemøl af arten Bombyx mori, der lever udelukkende af blade fra morbærtræet. Møllene har været domesticeret gennem årtusinder, og de har helt mistet even til at reproducere uden menneskers hjælp. Det er den mest udbredte silketype. Inden for vikleverdenen bruges betegnelsen "morbærsilke" ofte om spolet silke, men kan også sagtens betegne en spundet silke, som f.eks. bourette.
Tussah (Antheraea pernyi) - er silke fra silkemøl af artene Antheraea. Modsat B. Mori, der kun lever af blade fra morbærtræet, er møllene der producerer tussahsilke ikke helt så kræsne. Tråden er ikke så glat som tråden fra morbærsilkelarven. Tussah kan være spolet, men ofte, i vikleverdenen, bruges betegnelsen om den spundne, nubrede type tussahsilke.
Bourette - er altid spundet silke, og fremstilles typisk af resterne fra produktion af spolet silke. Bourette kan være fremstillet af en hvilken som helst silketype, men er oftest morbærsilke, da det er den mest udbredte.
Shappe - er den tyske betegnelse for bourette/silke spundet af restfibre.
Tsumugi - den japanske betegnelse for spundet silke af restfibre.
Noil/Råsilke - endnu en betegnelse for spundet silke.
Ahimsa silk/Peace silke/Eri silk - er silke, hvor larven ikke dræbes i puppen. Ahimsa silke er ofte fra møllet Bombyx Mori. Til produktioen af Eri silke bruges ofte møl af arten Samia ricini eller Antheraea pernyi. Peace silk er en fællesbetegnelse.
Larverne opdrættes på traditionel vis, men I stedet for at blive aflivet så snart kokonen er spundet, får larven lov til at færdiggøre metamorfosen på 10 dage til møl. Dette forlænger produktionstiden betragteligt, og denne type silke er typisk også meget dyr. De brudte kokoner renses og silken spindes. Der er derfor altid tale om spundet silke, med de egenskaber som spundet silke har.
En detalje der ofte springes let og elegant over, når der tales om fredssilke, er hvad der sker med alle de mange tusind møl, der er resultatet af produktionen.
Viscosetyper
Viscose (Rayon/Lyocell/Modal)
Er du nogensinde stødt på en vikle med kaffe? Papir? Rose? Bambus? Opfindsomheden kender ingen grænser, men bag de sjove betegnelser er hemmeligheden noget mere usexet - i alle tilfælde er der tale om typer af viscose, og bæreegenskaberne er temmeligt ens.
Viscose er en halvsyntetisk fiber, der fremstilles ved at nedbryde plantebaseret materiale kemisk, så man kan spinde en tråd af den flydende cellulose. Der findes variationer over processen som har egne navne, så som Lyocell og Modal. Uanset fremstillingsmetode, er resultatet af processen et blødt, let skinnende stof, der i lighed med naturlige plantfibre, kan vaskes med normalt, enzymholdigt vaskemiddel.
Viscose-processen giver et tekstil, der har følgende bæreegenskaber: Det er meget blødt, glat med let glans og lidt bounce. Det er naturligt antibakterielt, falder meget smukt, er fugtabsorberende og køligt ved berøring.
Viscose er mindre stærkt end bomuld, og kan blive deformt ved vrid i våd tilstand. Vikler i blends med høj andel af viscose anbefales derfor ofte kun til mindre børn.
Mest kendt indenfor vikleverdenen er bambusviscose, og de fleste andre typer viscoser vil have lignende egenskaber.
Når viscose benævnes ved andre navne som rose, kaffe etc., er det ikke fordi cellulosen udelukkende er udvundet af roser eller kaffe. Ofte består størstedelen af træmasse, og den benævnte ingredients udgør kun en lille %-del af råmaterialet.
Lyocell - er en ny, mere klimavenlig måde at fremstille viscose på. Det er altså betegnelsen for en metode, hellere end råmaterialet, der typisk er træmasse.
Modal - er en type viscose, der produceres ved en patenteret process, der gør det mere slidstærkt. Der er igen tale om en metode, frem for en specifik ingrediens. Ofte er modal dog fremstillet af bøgetræ.
Bambus - viscose fremstillet af/med bambus. I Europa omtales bambusviscose ofte blot som "bambus" - i USA er det forbudt at markedsføre bambusviscose på denne måde. Her kræves det at det mærkes som "Rayon" (Amerikansk betegnelse for viscose) eller "Rayon from Bamboo".
Seacell™ - et registreret varemærke. Der er tale om lyocell fremstillet med indhold af cellulose udvundet af tang. Tang-delen udgør ca 5%, resten er cellulose fra træmasse.
Seaweed - er viscose eller lyocell fremstillet med en andel tang. Modsat Seacell, er Seaweed er ikke et varemærkebeskyttet navn.
Pearl - viscose/lyocell, hvor der er tilsat pulveriserede perler i den del af processen, hvor cellulosen er flydende.
Rose/Peppermynte/Kaffe/Papir/Eukaluptus - i samme stil som Seacell er der her tale om en viscose, hvor en mindre %-del af cellulosen stammer fra rose/peppermynte/kaffe etc.
Plantebaseret og du har aldrig hørt om det før? Men de siger det er blødt og blankt, måske falder det meget smukt og er køligt at røre ved? ("silkeagtig glans")? Sandsynligvis viscose med mindre %-del af ingrediensen, der er nævnt 😜
Andre fibre
Mælk/Azlon - garn af mælk lyder helt skørt, men den er god nok. Mælkefiber er en halvsyntetisk fiber, der udvindes efter at råmaterialet - mælk - er nedbrudt kemisk. Fibren fra mælk består af proteinet kasein. Mælkefibergarn er tungt, meget blødt, skinnende og svedtransporterende. I lighed med andre proteinfibre (uld, silke) kan mælkefiber ikke tåle at blive vasket med enzymholdige vaskemidler.
Trådtyper
Chenille - er ikke en bomuldstype, men derimod en måde at spinde en tråd på. Dog bruges der ofte bomuld. En chenilletråd ligner og føles lidt som en pelset larve. Chenilletråden består af to lange tråde, der er snoet om en masse meget korte, afklippede tråde, så resultatet bliver en blød pelset tråd. Chenillegarn er derfor meget grippy i en vikle, men kan "fælde" de korte fibre, hvis det behandles forkert (tørretumbles, f.eks.).
Bouclé - her er der heller ikke tale om en fibertype, men igen om en måde at spinde en tråd på. Ved en bouclétråd spindes to tråde sammen, men med uens stramning. Det resulterer i en masse små løkker på den færdige tråd, der giver en vamset effekt i stoffets overflade. I en vikle eller slynge vil et bouclégarn give masser af grip. Man skal dog være lidt obs på at de mange små løkker kan gribe fat i øreringe osv. Bouclé kan laves med alle typer fibre.
